MOTIVATION

IMG_1925

Så er hverdagen rigtig startet igen for mit vedkommende, og det kan tydeligt mærkes, at man lige har haft en dejlig lang ferie. Det er svært at komme ind i den gamle rytme igen som virker så fjern, det bliver mørkere og mørkere udenfor hver morgen, og det kan være svært at holde motivationen til skole/studie og humøret oppe. Her er nogle ting jeg selv gør, for at få skoledagene til at virke lidt lettere.

  • Lav dine ting og lad være med at komme bagud. Det er for mig en af de vigtigste ting, nogen ville nok kalde mig lidt af en stræber, men jeg har virkelig fundet ud af hvor vigtigt det er for mig, at jeg får lavet mine ting, og at jeg får lavet dem ordentligt. Hvis jeg kunne give mig selv et råd dengang hvor jeg gik i gymnasiet, ville det være at gøre lidt mere ud af afleveringer, læse lektier og gøre det i god tid. Er man først kommet bagud, skal man bruge unødvendig meget energi på at få det indhentet, og den eneste det går udover er en selv. Desuden giver det også lidt luft i eksamensperioden, hvis man har fulgt godt med i løbet af året.

  • Hav orden i dine skoleting. Mine skoleting er simpelthen en hav af mapper, post-it noter og faneblade, men det virker. Det er simpelthen så befriende ikke at skulle lede efter alting, men at vide nøjagtig hvor det er og kunne slå det op. Igen bliver man virkelig også glad for dette, når man sidder i slutningen af året/semesteret og skal læse til eksamen.

  • Hold en pause fra lektier og læsning. Når man kommer hjem fra en lang skoledag, er det altså de færreste som er friske nok i hovedet til at gå direkte i gang med lektier og læsning. Man har i den grad brug for lidt ny energi. Selv gør jeg ofte det, at jeg tager op og træner, så får hovedet lige en tiltrængt pause, man får mere energi og man hænger ikke på at gøre det, når det er blevet alt for sent. Hvis man ikke er så meget til træning, så gå en tur og få lidt frisk luft, spis lidt mad, lav en kop te og slap af med et afsnit af en serie (her skal man bare passe på ikke at falde i fælden og se tre i stedet), snup en powernap eller hvad man nu slapper bedst af med. Herefter er der så meget mere overskud til læsning.

  • Giv dig selv en deadline og undgå overspringshandlinger. Vi kender alle sammen det der med lige at skulle tjekke facebook, eller blogs eller snapchat midt i en aflevering, det tager jo kun to minutter. To minutter bliver til ti, og ti bliver til tyve, og pludselig har man siddet med en aflevering i dobbelt så lang tid, som den egentlig burde have taget at lave, og man ender med at lave den samtidig med at se det man egentlig gerne ville se i fjernsynet. Jeg gør gerne det, at jeg giver mig selv en deadline. Det kan f.eks. være, at jeg gerne vil se Robinson i fjernsynet klokken otte, og derfor skal jeg være færdig inden da. Det giver altså lige lidt ekstra motivation, og man undgår nemmere alle de der ligegyldige overspringshandlinger.

  • Du er ikke alene. Når alting virker lidt uoverskueligt, så husk på, at du højst sandsynligt ikke er den eneste som har det sådan. Lav nogle lektier sammen med en god veninde, og gør det til en hyggelig ting. Find en du arbejder godt sammen med og hjælp hinanden, eller hav en rigtig god læsegruppe, som du kan modtage og sende frustrerede snapchats til, når det hele lige bliver lidt for meget. Er selv stor tilhænger af den sidste.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg